Eksperten husker legenden: Hvad fanden skal man sige?

Mario Cipollini var forsvarende verdensmester. Lance Armstrong havde netop vundet Tour de France for femte gang. Viatcheslav Ekimov, Laurent Brochard og Johan Museeuw var stadig aktive. Og Juan Ayuso var netop fyldt et år.

Det var nogle af kendsgerningerne i efteråret 2003.

Andre var, at Ayusos senere Vuelta-kollega Alejandro Valverde netop var sluttet på podiet i Vueltaen og blevet VM-sølvvinder.

Læs også

Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb

”Ja, hvad fanden skal man sige? Jeg har fulgt cykelsporten længere end hans karriere, trods alt. Men i den tid, hvor jeg har fulgt cykelsporten tæt, der har han altid været der.”

”Har har været en konstant siden da, så det er ret mærkeligt, at han ikke er der mere,” siger Feltet.dk-ekspert Emil Axelgaard om Valverde.

For 19 år og næsten 130 sejre efter gennembruddet i Vueltaen er han her ikke mere, i hvert fald i cykelmæssig aktiv forstand. Il Lombardia 2022 blev det sidste løb i en helt speciel karriere.

”Hans palmares er vanvittig imponerende, fordi han har så vanvittigt mange topresultater i både Grand Tours, Ardennere og ved VM,” påpeger Emil Axelgaard.

Valverde vinder sit første af fire Liege-Bastogne-Liege i 2006.

At male et fyldestgørende billede af Valverdes bedrifter ville kræve en artikelserie i sig selv, men for kontekstens skyld skal vi gøre forsøget:

Et verdensmesterskab og seks andre VM-medaljer, fire Liege-sejre, fem i Fleche Wallonne, en samlet Vuelta-sejr og seks andre podieplaceringer samt 12 etaper, en samlet podieplads i både Touren og Giroen, fire Tour-etaper, en enkelt Giro-etape og otte øvrige samlede WorldTour-sejre.

”Alene hans resultatliste gør ham speciel, fordi han har vundet så pokkers meget. Som en Grand Tour-rytter har han jo et hav af podiepladser, men han er jo ikke naturlig Grand Tour-rytter og har kun en enkelt sejr, så det er ikke det, der skiller ham ud.”

”Men han har jo en imponerende Ardenner-historik. Han er jo alletiders Ardenner-konge med flest sejre i Fleche Wallonne, og kun Eddy Merckx har flere i Liege (også Moreno Argentin har fire). Og ved VM havde han jo allerede seks podieplaceringer, inden han vandt i 2018. Ingen andre har mere end fire.”

Læs også

Visma-sportsdirektør: Van Aert hører til i Touren

Bedstefar fra Murcia

Foruden selve rekordlisten fremhæver Emil Axelgaard én anden særlig grund til, at Valverde var en speciel rytter, og det er naturligvis spanierens holdbarhed.

Igen er der mange illustrerende eksempler at fremhæve. På sin 41-års fødselsdag spurtede Valverde for at tangere Merckx´ sejrsrekord i Liege i et forår, hvor han sluttede i top fem i alle tre Ardennere. Senere på året vandt han en etape i Dauphiné.

I karrierens sidste sæson skulle Valverde slutte toer i Strade Bianche, før kun Dylan Teuns forhindrede ham i at snuppe et sjette Fleche Wallonne, og selvom den nu 42-årige ikke fik den ønskede afsked med Vueltaen, var han efterfølgende med helt fremme i alle de fire italienske klassikere, som satte punktum for karrieren.

Valverde sejrer på 3. etape af Gran Camino den 26. februar 2022. Hans samlede sejr dagen efter skulle blive den sidste i karrieren. Foto: Photo Gomez Sport / Sprint Cycling Agency.

Fra han rundede 22 år, sluttede Valverde kun udenfor top 20 på UCI´s verdens- eller WorldTour-rangliste én gang (karantæneårene i 2010 og 2011 fraregnet): Som 40-årig i coronasæsonen 2020.

”Det, der ellers virkelig skiller ham ud, er den der ekstreme længde af karrieren. At han bare har kunnet blive ved med at vinde cykelløb i 20 år.”

”Han var allerede stor, inden han blev rigtig gammel, men til sidst i karrieren blev han jo kendt på at køre stærkt i en høj alder. Han slutter jo på et højere niveau end Nibali og Gilbert, selvom de er flere år yngre.”

”Specielt i en tid, hvor de moderne træningsmoderne betyder, at man topper tidligere end i gamle dage, så er det ret vildt, at man som 42-årig kan præstere på det niveau. Det vil blive husket,” mener Emil Axelgaard.

De mange, han IKKE vandt

Det er dog de færreste cykel-CV´er, der er fuldstændig komplet. Valverde vandt ikke alt. End ikke alt, som han burde have gjort.

Læs også

Optakt: Mercan’Tour Classic Alpes-Maritimes

”Man kan sige, at antallet af forskellige monumentsejre i virkeligheden er lidt fattigt, når man tænker på, hvor god en rytter han var,” siger Emil Axelgaard og udpeger særligt Il Lombardia blandt flere løb, som Valverde kunne have vundet, men aldrig gjorde.

”Han mangler sin sejr i Lombardiet og Amstel. Det er helt forkert, at historiens måske største Ardenner-rytter ikke har vundet de to løb. Amstel har han satset ret meget på, mens han af en eller anden underlig grund ofte skippede Lombardiet i starten af karrieren. Det var en fejl.”

Valverde kørte blot Il Lombardia tre gange, før han røg ud med dopingdommen som 30-årig i 2010. Han nåede at køre det 11 gange med tre andenpladser til følge. Amstel Gold Race fik 14 forsøg, og også her sluttede han toer to gange. I alt fik han 14 sekundære top 10-placeringer i de to løb.

Valverde slutter toer efter Michal Kwiatkowski ved Amstel Gold Race i 2015. Foto: Sirotti.

Emil Axelgaard mener, at Valverde også havde en, omend mindre, chance for at vinde Flandern Rundt og Milano-Sanremo. Begge var han dog betydeligt længere fra end Lombardiet.

Flandern, da han kun kørte det én gang (en ottendeplads i 2019), og Milano, da løbet ofte endte i en massespurt i de syv tilfælde, hvor han deltog. Ifølge Emil Axelgaard var Paris-Roubaix nærmest som det eneste løb på kalenderen altid udenfor Valverdes rækkevidde.

End ikke de fire monumenter færdiggør imidlertid den liste af løb, som Valverde ikke fik vundet.

”Han kunne også godt have vundet Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, men han satsede mere på de spanske ugelange etapeløb.”

”Kunne han have vundet Giroen? Måske. Hvis han havde satset lidt mere på det og skippet Touren (Valverde kørte kun Giro d´Italia to gange, red.).

Læs også

Geler, barer og dunke: Soudal Quick-Step viser indtaget fra Giroen

”Et problem kunne dog have været det kolde italienske forårsvejr. Han var ikke god til dårligt vejr. Men når man kigger på de Giros, der blev kørt i den periode, hvor han var bedst, så er det ikke urealistisk, at han kunne have vundet.”

”Og så burde han have vundet Strade Bianche, selvom det er kommet lidt senere. Det er lidt absurd, at så god en endagsrytter kun har vundet ét VM og hverken Lombardiet, Amstel eller Strade,” fortæller Emil Axelgaard. Valverde nåede at køre syv Strade Bianche fra 2013 og frem. Fire gange sluttede han i top fire.

Tour-drømmen

Ovenstående opremsning lyder meget negativ. Men ifølge Emil Axelgaard illustrerer den blot, hvor stor, alsidig og ærgerrig en rytter Valverde var. Sidstnævnte kom til udtryk ved Tour de France, som dannede rammerne for en af de scener, som Emil Axelgaard husker Valverde bedst for - trods den ikke handlede om en af spanierens 133 sejre.

Efter mere end en håndfuld forgæves forsøg havde Valverde åbenhjertigt erkendt, at han aldrig ville komme til at stå øverst i Paris. Men selv for en mand med over 100 sejre betød en podieplacering alverden.

Den drøm så ud til at gå i opfyldelse i 2014. Chris Froome og Alberto Contador styrtede ud, Richie Porte blev syg, og holdkammeraten Nairo Quintana havde Movistar sendt til Giroen - for holdets talisman gennem et årti skulle endelig have sin franske podieplacering.

Men i tredje uge gik det galt.

Efter et tidstab på 18. etape var Valverde på fjerdepladsen blot få sekunder efter den temposvage Thibaut Pinot og den 37-årige sensation Jean-Christophe Peraud, men så kørte spanieren ”sit livs ringeste enkeltstart”.

”Der troede man, at det var slut. Nu skulle han være hjælperytter for Quintana året efter,” fortæller Emil Axelgaard.

Det skulle Valverde også, men ikke mere, end han før den sidste bjergetape lå treer, og da han på toppen af Alpe d´Huez kom i mål som første klassementsrytter efter Quintana, var podiepladsen en realitet.

Læs også

Pogacar udbygger enormt forspring til Vingegaard

”Han bryder grædende sammen, da det går op for ham, at han endelig har nået det mål, han troede at have kikset,” mindes Feltet.dk´s ekspert.

Valverde kører i mål foran vinderen Chris Froome på Alpe d´Huez ved Tour de France 2015. I det ottende forsøg lykkedes det omsider spanieren at gå på podiet i Touren. Foto: A.S.O.

Dopingdømt

Man kan dog ikke gennemgå Valverdes karriere uden at snakke om den toårige karantæne, som spanieren i juni 2010 blev idømt for sin involvering i den berømte dopingskandale Operation Puerto fire år forinden.

Karantænen betød, at Valverde ikke kørte løb mellem Romandiet Rundt 2010 og Tour Down Under 2012. Karantænen havde tilbagevirkende effekt til starten af 2010, hvorfor Movistar-rytterens resultater fra denne sæson ikke længere står ved magt.

”Man kan ikke komme udenom, at hans resultatliste kunne have været endnu større, hvis han ikke havde været ude med en karantæne, som jo så også pletter hans karriere. Den kostede ham to år, hvor han aldersmæssigt burde toppe,” siger Emil Axelgaard, der mener, at Valverde i brede kredse er blevet tilgivet sin fortid.

”Jeg tror, at nationaliteten betyder meget i den sammenhæng, fordi når hjemlandet tilgiver vedkommende og tager ham tilbage som en helt, så gør cykelverdenen det næsten også. Det var lidt det samme med Ivan Basso, mens det var lidt sværere for Jan Ullrich og Lance Armstrong, som bestemt ikke var populære i deres hjemland.”

”Og som jeg forstår det, så har alle mennesker kunnet lide Valverde. Jeg var til VM i 2013, 2014, 2017 og 2018, og da Valverde vandt, var den eneste gang, jeg har oplevet, at folk rejste sig spontant op i presserummet og klappede, da vinderen blev fundet. Fordi han var så vellidt, og fordi det var så fortjent, når nu han havde været så afsindigt tæt på så mange gange.”

Valverde i prikker under Paris-Nice 2010. Senere på året skulle han blive udelukket til 1. januar 2012. Foto: Sirotti.

Hvad skal dopingdommen betyde for, hvordan vi husker Valverde?

Læs også

Kæmpe OL-konflikt: Mesteren er droppet

”Den fylder jo. For mit vedkommende reddes han af det faktum, at det er en dopingdom, der relaterer sig til Operation Puerto. På et tidspunkt, hvor sporten stadig var beskidt. Han er lidt en del af den generation, hvor han er undskyldt af, at alle gjorde det. Han var kommet ind i en kultur, hvor det bare var sådan, at man gjorde.”

”Jeg synes, at hvis der var kommet noget frem om, at han havde gjort noget bagefter, nu hvor sporten har ændret sig, så havde det set mere kritisk ud.”

”Det er forkert uanset hvad. Men jeg synes, at der går en skillelinje, der hedder de der unge knægte, der kom ind i et system, hvor de fik at vide, at det var sådan, man skulle gøre, hvis man skulle indfri sin livsdrøm, og så dem, der bliver taget nu her, hvor det ikke er en del af kulturen, og hvor man skal gå udenom systemet for at blive en del af det.”

”Det synes jeg redder ham lidt. Så jeg kan godt beundre hans karriere, både de resultater, han har før karantænen, hvor der selvfølgelig var rene folk, men hvor der var mange, som kørte som ham, og så også i den sidste del af karrieren, hvor der ikke er noget, der har indikeret, at han har snydt.”

Valverde vinker farvel med en sjetteplads i Il Lombardia, 7.552 dage efter sin professionel debut og 42 år og 166 dage gammel. Foto: Sirotti.

Kunne han være blevet endnu større?

Valverde kørte de tre første år af karrieren hos det ikoniske Kelme-mandskab, men brugte dernæst de følgende 18 hos Movistar. Emil Axelgaard er langtfra sikker på, at 2018-verdensmesteren ville have fået en bedre karriere af at have prøvet flere hold.

"Det kunne selvfølgelig have været sjovt at se ham i et nyt miljø, men spørgsmålet er, om det var blevet så meget bedre. Han er jo en mand, der har grebet tingene meget an på sin egen måde. Movistar er jo lidt kendt for at lade deres ryttere passe sig selv lidt. Valverde har jo bare været træningsnarkoman og har lært sig selv at kende."

"Det har altid været sindssygt imponerende, hvordan han har haft timingen i cykelløbene. Han har altid vidst, hvornår han har skullet åbne og ikke gå ud over sine grænser. Og han har sjældent mistimet sin form til noget som helst."

”Man kan selvfølgelig sige, at det havde været sjovt at se, hvad et hold som Sky kunne have medført for ham med deres moderne tilgang. Men han er også meget spansk i sin tilgang, så jeg er ikke sikker på, at han havde passet særligt godt ind på et andet hold. Han har trives under den spanske mentalitet, hvor han har kunnet styre tingene selv.”

Hvor Valverde ender henne på en all time-liste af ryttere, er Emil Axelgaard ikke meget for at bedømme, eftersom han ikke selv har oplevet dem alle, og da han finder det svært at sammenligne ryttere af forskellige typer.

I det store perspektiv er Valverdes plads i historiebøgerne dog lige så urokkelig som hans tilstedeværelse i spidsen af løbene år efter år efter år.

”Det er svært at rangere, men der er ingen tvivl om, at han ligger højt både på en generationsrangliste og all time.”

Fik du læst vores artikel om Vincenzo Nibali?